Kære dagbog
Hele balladen startede d. 1. januar, kl. 19:00 til klassefesten. Midt i festen, var der lydt et skrig ude fra pigetoilettet og min klasse var selvfølgelig styrtet derud! Gulvet var oversvømmet og Stephanie lå druknet på gulvet.
Tidligere samme dag.
"Jeg vil lige minde jer om, at i SKAL komme til klassefesten i aften!" Råbte min lærerinde ud til min klasse. "Og nu må i gerne holde fri!" Hun gik ud af klassen, med sin taske og bøger. "Hvis du ikke giver mig de penge du skylder mig snart, så dræber jeg dig, Stephanie!" Råbte en dreng fra 8 klasse. ”Du skal nok få dem snart!" Sagde Stephanie. "Vil du virkelig spilde din tid på hende, når du kan spilde din tid på mig?" Sagde jeg til drengen. "Bland dig uden om!" Drengen skubbede til mig, og gik. "Skal vi følges hjem?" Spurgte jeg Stephanie. "Nej, jeg skal.. hjælpe min far!" Hun tog sin taske på ryggen og gik ud af klassen. "Okay!" Råbte jeg til hende, og gik med. "En anden gang, skal du altså ikke hjælpe mig!" Sagde Stephanie utaknemligt. "Jo da. Du er min bedste veninde!” Jeg tog min taske på ryggen. "Lige det…." Sagde Stephanie. "Jeg har ikke lyst, til at være bedste veninder længere!" Sagde hun og gik hen til de andre piger. Jeg var rystet! Jeg fældede en tåre. Vi havde været bedste veninder, lige siden første klasse. Nu græd jeg indeni, men holdt mine tårer tilbage, med tanken om klassefesten. Det ville blive super hyggeligt!
Til klassefesten.
Om aftenen til klassefesten, var der en god stemning. Musikken var for høj og folk de dansede. Man kunne næsten høre musikken helt ude på pigetoilettet. Men pludselig skete der noget forfærdeligt. Noget forfærdeligt, som ødelage den gode stemning. *Skrig* Et skrig fyldte salen. Min klasse styrtede ud til toiletterne, og opdagede med det samme at pigetoilettet var oversvømmet. Da de gik derud, blev de noget chokerede, da de også opdagede, at Stephanie var blevet druknet. Vi tilkaldte med det samme politiet. Stephanie var en meget flink og flittig elev, som altid gjorde sit bedste for alle. Så alle var selvfølgelig rystet og det var kommet som et chok for alle. Der gik et stykke tid før nogen sagde noget. Pludselig røg sætningen: ”Hvor er Nicole?” Ud af min lærerindes mund.
Jeg hedder Nicole. Jeg er 13 år gammel. Stephanie var min bedste veninde. Vi betød alt for hinanden og kunne gå igennem hvad som helst sammen. Lige indtil den dag, jeg fik af vide at vi åbenbart ikke skulle være bedste veninder mere. Mine første tanker var i retningen af, at jeg også har følelser. Og Stephanie kunne ikke være det bekendt. Og en dag ville jeg havde straffet hende for at forlade mig. Men nu er hun væk.
”Nicole, vi ved at det er dig som har dræbt Stephanie!” Jeg vendte mig om, og der stod den officielle, pigegruppe. Det var alle sammen så flabede. ”Selvfølgelig har jeg ikke det!” Svarede jeg, ”Stephanie var min bedste veninde!” ”Vi tror det er dig som har dræbt Stephanie!” Sagde de, ”Du var den eneste som ikke var til stede, da vi fandt hende død!” Sagde de, ”Og desuden er du heller ikke medlem af vores detektiv gruppe!” ”Jamen jeg vil faktisk gerne være med i jeres gruppe! Og jeg har allerede fundet et spor!” ”Hvad er det for et spor?” Jeg kiggede på pigerne. ”D. 1 januar om eftermiddagen, inden Stephanie døde, truede Nikolaj fra 8 klasse, Stephanie med at dræbe hende hvis hun ikke skyldte ham penge!” Jeg kiggede på pigerne, ”Tror i det er ham?” ”Vi har også fundet spor.” Sagde pigegruppen. ”Lad mig høre.” Svarede jeg. ”Lad os gå et andet sted hen.” Vi satte os ved en bænk. ”Okay Nicole, du har ret i at det kan være Nikolaj!” Hviskede de, ”Men det kan det ikke, da han var til filmaften hos Brian den aften. ”Måske er han gået midt i filmen?” Svarede jeg. ”Det har vi allerede spurgt Brian om, og han var til stede under hele filmen!” Sagde de, ”Men til gengæld, har i mistænkt en anden!” ”Og hvem er det så?” Svarede jeg. De kiggede udtrykkeligt på mig. ”Vores lærerinde!” ”Og hvorfor så lige det?” Svarede jeg. ”Nicole, vi har holdt øje med vores lærerinde hele aftnen, og hun gik på toilettet lige inden at Stephanie døde.” ”Det ved jeg godt! Eller jeg mener selvfølgelig, hvorfor har i holdt øje med hende?” ”Vi blev ligesom nød til det! Hun bad os om at styre musikken, så andet var der ligesom ikke at lave?” Svarede de. ”Men hvem siger at hun ikke bare skulle på toilettet?” Sagde jeg til pigerne. ”Du siger noget Nicole!” Svarede pigegruppen mig. ”Eller nej!” Sagde jeg, ”I har sikkert ret. Hun er nok morderen!” ”Nej, det er sikkert ikke hende! Vi har alligevel en liste på 2 sider med mistænkte!” Sagde de, ”Vi gennemsøger dem alle for spor i morgen!” Hold da fast. Tænkte jeg. Jeg kiggede på pigerne. ”Så ses vi vel i morgen?” ”Ja, vi ses piger!” Den aften tænkte jeg meget på Stephanie. Der var flere end jeg troede som savnede hende. Pigegruppen ville nok aldrig finde morderen med den lange liste.
Næste morgen, da jeg kom i skole var pigerne allerede gået i gang med at gennemsøge spor. Forresten bestod pigegruppen af 4 piger. Der var en slags leder, som bestemte over de 3 andre piger. Lederen var Cecilie. Hun snakkede hele tiden! Det var så irriterende, at man næsten fik lyst til slå hende ihjel. ”Nicole, godt du kom!” Sagde Cecilie. ”Vi har allerede gennemsøgt 3 på listen af vores spor.” ”Det var da godt.” Sagde jeg, ”Er de stadigvæk mistænkte?” ”Nej, ikke 2 af dem. Men pedellen er stadigvæk en lille smule mistænkt.” Svarede Cecilie. ”Hvad er han mistænkt for?” Spurgte jeg. ”For at være uhyggelig.” Svarede Cecilie. Jeg fnisede en smule. ”Hvem er den næste på listen?” Råbte Cecilie. Jeg vidste at de aldrig ville finde morderen. Og jeg vidste at jeg inderst inde havde gjort noget forkert. Men når ens bedste veninde, rammer en dybt i hjertet, må hun få det betalt! For de ville nok aldrig finde ud af, at morderen var mig.
Din Nicole